De ligner efterhånden mere små hunde end ræve, og de opfører sig også som menneskets bedste ven: Kælerævene logrer når du kommer, slikker dine hænder og søger i det hele taget dit selskab.

Men rævene stammer fra ræve, der absolut ikke var tamme, men som blev en del af et russisk forskningsprojekt i 1959.

Nu har et hold internationale forskere undersøgt kælerævens DNA. Og sammenlignet den med almindelige ræves:

- Vi har fundet nogle af de gener, der gør ræven enten tam eller aggressiv. Og mange af de gener findes også i hunde og mennesker, fortæller Guojie Zhang, professor på Københavns Universitet, og en af forskerne bag projektet, som er publiceret i det anerkendte akademiske tidsskrift Nature Ecology & Evolution.

Han mener, at undersøgelsen ikke alene kan bruges til at blive klogere på, hvordan vilde ulve blev til menneskets bedste ven.

Vi kan også blive klogere på genernes betydning for vores egen personlighed og adfærd.

- Det er svært at koble kompleks adfærd og gener, specielt når der er mange gener involveret i adfærden. Men det lykkes her, så det er spændende læsning, siger post. doc. Jesper Smærup Bechsgaard fra Aarhus Universitet.

Hvorfor er hunde så søde?

Det hele startede i Novosibirsk for snart 60 år siden.

Genetikeren Dmitry Belyaev var blevet smidt ud af det gode selskab i Moskva, fordi han nægtede at tro på den statsbestemte evolutionsteori, Lysenkoismen. Han var i stedet Darwinist.

Men i Novosibirsk undrede Dmitry Belyaev sig. For modsat de store ulve var byens hunde ikke farlige. De var, som hunde er flest, venlige mod mennesker.

Hvordan var ulvene blevet til hunde for 10-15 tusinde år siden?

Genetikeren mente, at ulvene primært var blevet avlet til hunde ved, at man havde fravalgt at avle på de mest aggressive i hver generation.

50 generationer senere

Dmitry Belyaev ville bevise sin teori. Han opkøbte i 1959 hundredvis af sølvræve (en undertype af røde ræve) for at starte et omfattende og unikt forsøg. Og at det netop var ræve, han valgte, var ikke tilfældigt:

- Ræven er i tæt familie med ulven og hunden, og derfor kan den give gode indsigter i hundens domesticering, fortæller Guojie Zhang.

Rævene var vant til mennesker, da de var opvokset på pelsfarme. Alligevel hvæsede og bed de, når man nærmede sig dem.

Men nogle mindre end andre. Dem udvalgte Belyaev til at avle på. Af deres unger udvalgte han igen de mindst aggressive.

Og sådan fortsatte det generation efter generation.

Da Dmitry Belyaev døde i 1985, fortsatte andre hans arbejde.

Ræve som alle er efterkommere til Dmitry Belyaevs ræve fra 1959.

Nuttede kæleræve

Der har været godt 50 generationer. Og de aggressive ræve er blevet tamme:

- De minder meget om hunde. De logrer, når mennesker kommer imod dem, og de vil gerne slikke vores fingre, fortæller Guojie Zhang.

Men ikke nok med det. De har også fået en lang række andre 'hunde-træk'. Nogle har fx bløde ører. Og så fortsætter rævene med at være 'legesyge', når de er voksne.

Ligesom hunde er rævenes pelsfarve også blevet mere varieret.

Hvorfor det er sket, kommer vi tilbage til i slutningen af artiklen.

- Det er væsentligt, at de allerede er venligt stemt overfor mennesker, når de er små unger. Så der er ikke blot tale om en tillært egenskab, understreger Guojie Zhang.

Og når adfærden ikke er tillært, må den nødvendigvis skyldes gener.

Gener gør ræven venlig

Ind til for nylig har forskerne kun kunnet gisne om hvilke gener, der gør, at rævene er født mere venligt indstillet overfor mennesker.

Men nu har Guojie Zhang sammen med en række internationale forskere kortlagt kælerævenes DNA og sammenlignet det med almindelige ræves.

- Vi har identificeret 130 gener, som adskiller de to grupper, og som har betydning for hvor aggressiv en ræv er, fortæller forskeren.

Hvordan generne nøjagtigt spiller ind i rævenes adfærd, ved forskerne endnu ikke, men mange af generne har betydning for den måde, hjerneceller taler sammen på.

- Og der findes gener, der minder om disse i både hunde og mennesker, hvor nogle af dem har været associeret med sjældne hjernesygdomme, siger Guojie Zhang.

Han mener derfor, at generne kan have betydning for både hunde og menneskers aggressivitet.

Generne er værd at holde øje med

Jesper Smærup Bechsgaard fra Aarhus Universitet har ikke selv været involveret i ræve-forskningen.

Men hans forskning cirkulerer også omkring det komplekse sammenspil mellem adfærd og genetik. Han mener, at de 130 gener, som Guojie Zhang har fundet, er værd at skrive sig bag øret:

- Generne er værd at holde lidt ekstra øje med, når vi undersøger sammenspillet mellem gener og adfærd hos andre arter. Også mennesker. Men når det er sagt, så er der jo også langt fra ræve til mennesker, siger han.

Men hvorfor fik rævene bløde ører?

Men hvis rævene er blevet avlet med henblik på at blive mere venlige, hvorfor har de så også fået bløde ører og andre hunde-agtige træk?

Guojie Zhangs forskning har ikke svar på lige dét. Men en del af forklaringen findes faktisk i vores geners kompleksitet, fortæller Jesper Smæreup Bechgaard.

- Mange gener spiller fx en rolle i mere end én karakter, forklarer han.

For eksempel er der et gen, der har betydning for kroppens produktion af både signalstoffet adrenalin og melanin.

Men selv om de to stoffer har et gen til fælles, har det ene især betydning for vores adfærd (adrenalin), mens det andet bl.a. afgør vores hårfarve (melanin).

Kælerævenes lyn-evolution har altså givet os indblik i hvorfor hunde fx ofte har bløde ører og masser af farver i pelsen: Der fulgte simpelthen en bunke andre egenskaber med, da fortidens mennesker avlede på en venligere ulv.